JTU har med virkning fra 1. april 2017 ansat Thomas Jacobsen som JTU klubkoordinator.
JTU formand Pia Vedel Ankersen: "Blandt flere gode kandidater til den nyoprettede stilling som JTU koordinator var Thomas Jacobsen den bedst kvalificerede. Han er jo på mange måder et kendt ansigt via sit virke i JTU bestyrelsen igennem 4 år. Derudover kender en lang række spillere og klubber Thomas via hans indsats som tovholder på JM Udendørs og Indendørs for seniorer og juniorer igennem de senere år. JTU ser frem til samarbejdet med Thomas og glæder os til at byde ham velkommen som JTU koordinator".
Thomas Jacobsen: "Efter at have arbejdet som frivillig i tennissporten, er det naturligvis et stort privilegium, at få lov til at arbejde med det som min hovedbeskæftigelse. For mig er det vigtigt at der bliver lavet en struktur, så vi får et passende antal aktiviteter for spillere i alle aldre og på alle niveauer. For at dette skal lykkedes, er det vigtigt at få klubberne til at samarbejde. Jeg vil stræbe efter at være den tilgængelige koordinator som, man altid kan få fat på og jeg glæder mig som nævnt enormt meget til at komme i gang med at samarbejde med klubberne rundt i Jylland".
Thomas er et kendt ansigt i jysk tennis. Igennem en længere årrække har han været aktiv i forskellige jyske klubber, både som træner og spiller. Således viser hans tennis CV at han har været aktiv som enten spiller eller træner i henholdsvis AGF, Holstebro, Hobro, Skive, Aars og Randers.
Thomas Jacobsen er uddannet DTF Tenniscoach på det allerførste hold tilbage i 2003.
Thomas kommer fra en stilling som konsulent ved Konsulenthuset Ballisager, hvor han har arbejdet med karriererådgivning. Tidligere har Thomas igennem en årrække også fungeret som salgskoordinator ved KRIFA.
JTU håber at klubberne vil tage godt imod Thomas Jacobsen i den nye JTU klubkoordinator funktion.